Maria fortæller

Min historie:

Jeg er en næsten 28 årig ung kvinde, som er på vej ind til næste del af mit liv – et liv som ikke længere vil være præget af mit forstyrrede fodhold til mad, træning, min egen krop, shopping eller alkohol. Men i stedet være præget af accept, glæde og værdsættelse af livet.

Jeg har været fanget i mere eller mindre forstyrrede mønstre siden 14 års alderen, eller ihvertfald er det det tidligste jeg kan huske. Og det er så tiltaget i mine tidlige 20’ere til et decideret misbrug af mad og med side misbrug af shopping og alkohol.

Jeg vil gerne dele min historie, da den helbredelse jeg er startet har reddet mit liv, en helbredelse jeg kun kan takke Your Choice og gruppen for!

Min historie er nok relativ klassisk i en misbrugs optik, men jeg vil kort opsummere nogle hovedtræk i mit liv, da det jo giver en eller anden forståelse for mine misbrugs-karaktertræk.

Jeg er opvokset med en alkoholisk far og en over-kompenserende mor, samt en bror der er knap 9 år yngre end jeg selv. Han og jeg er utrolig tæt knyttet, da jeg i mange henseender har været hans anden forældre, da min far ikke evnede at tage vare på et lille barn. Jeg har derfor også altid været meget pligtopfyldende, ansvarlig og voksen af sind. Derudover har jeg en ældre halv-søster fra min fars første ægteskab. Hende har jeg dog ikke set de seneste 15 år eller deromkring.

Mine forældre blev skilt, da jeg var 14. Selvom det gjorde mig ked af det, havde jeg i mange år godt vidst at det ville ske, og da min far faldt I en jule aften efter ca 1.5 års nogenlunde ædruelighed, satte min mor stolen for døren. På trods af sorgen gav det også en enorm lettelse, da jeg nu var gammel nok til virkelig at forstå hvad alkoholisme er og gør ved en person og dennes familie, og gammel nok til at skamme mig over min far, og derfor isolere mig fra mine venner.

Tiden efter mine forældres skilsmisse husker jeg ikke så godt, jeg husker kun de ubehagelige besøg hos min far, hvor vi alle spiste middag sammen. Min far var døddrukken hver gang!

Et lille års tid efter mine forældres skilsmisse fik min mor en ny kæreste, hvilket gjorde min far rigtig gal så han drak meget mere, men det gav bade min bror og jeg håb om en ny familie. Desværre er det jo nok min mors mønster at finde mænd som skal “fikses”. Denne gang fandt hun en ung-karl med en datter fra et kort-varigt forhold han ikke ønskede kontakt med, og som ikke videre var skabt til/ønskede kernefamilie-livet.

Vinteren, da jeg var 16, var jeg på skiferie med alle mine venner igennem den lokale skiklub. Det var en fantastisk tur lige indtil halvvejs på turen sker der det dybt forfærdelige og traumatiske at vores en even bliver slået ihjel en aften han er ude. Dette var Valentines dag! Først ved ingen hvor han er, men i løbet af dagen finder man hans krop – forkullet til ukendelighed. Første melding er, at han må have begået selvmord ved at kravle op i en elmast. Men det kunne vi venner ikek forlige os med. Hen ad aftenen kommer beskeden så, at han er kravlet op på et veteran tog (hans store passion) og er blevet ramt af elektrisk stød og dræbt på stedet. De følgende dage er rimelig sløret, men husker at vi ikke måtte fortælle vores familie hvad der rigtig var sket af frygt for sladder pressen, og vi får også først lov at komme hjem til Danmark 3 dage senere. I de 3 dage har vi flere sessions med 2 uduelige krise psykologer.

Samme sommer, altså kun 4 ½ mdr senere, sker det forfærdelige at min stedfar falder om en morgen hjemme i vores spisestue. Han har et stykke tid haft det dårligt, hvorfor han og min mor har været hjemme fra arbejde. Denne morgen er hans mor her også. Min mor kører derfor ind på sit job for at snakke med sit arbejde om at holde lidt mere fri. Kort tid efter min mor er kørt, hører jeg et bump – et bump jeg aldrig nogen sinde glemmer lyden af – lyden af en menneskekrop der falder tung som en sten mod gulvet! Herefter hører jeg hysterisk skrigen fra hans mor, og jeg styrter op i stuen. Moren skriger hysterisk og kan slet ikke samle sig, så jeg ringer derfor 112, ringer til min mor og giver besked, og løber derefter over til naboen for at høre om de kan førstehjælp. Naboen kommer med og giver førstehjælp og kort tid efter kommer ambulancen. Min mor kommer også kort efter, og sender mig til den anden ende af huset for at berolige den stadigt hysteriske mor. Min mor tager med ambulance til hospitalet, men jeg ved godt at hun vil komme alene tilbage. Jeg så døden i hans åbne øjne.

Hans bror og dennes kone samt hans datter komemr hurtigt til, og det der gør mest ondt er, at alle giver hans datter trøst og medlidenhed, mens jeg kun kan tænke: han har aldrig gidet hende, men han vil mig og mig trøster I ikke, I ser slet ikke hvor ondt det gør på mig. Og dette fortsætter i den efterfølgende sorg periode – åh så synd for datteren. Også min mort ager sig af hans datter, så hun kommer en del i vores hus, og hver gang føler jeg at hans kærlighed til mig og min bror bliver mere og mere negliceret. Dette kombineret med min mors og min meget forskellige måder at sørge på, driver os fra hinanden og jeg bliver mere og mere irritable på hende, på trods af jeg bare vil have hun skal holde om mig og få det til at holde op med at gøre ondt. Men hun bærer selv på så meget smerte, og hun vil så gerne tale om ham, hvor jeg bare har brug for at komme videre og ikke blive ved med at holde ham i live ved at tale om ham.

Foråret efter møder min mor en ny mand, igen en ung-karl som ikke har den store interesse i/eller forstand på at være en familie. Og som jeg ser både min egen og min brors ønske efter en “far” blive slået ned igen og igen, ser min mors store ulykke over dette, kommer min vrede: vrede mod min nye stedfar over at han ikke formår at tage imod det der bliver givet til ham, men især en vrede mod min mor over at hun sætter ham over os, sine børn. Da mine forældre blev skilt lovede hun mig, at hun altid ville sætte os højere end eventuelle kærester, og hvis vi ikke kunne med dem, så skulle hun ikke være sammen med dem. Den undertrykte og ikke altid anerkendte vrede tager til, og inden længe flytter jeg hjemmefra. Dengang indså jeg ikke rigtig sammenhængen mellem min vrede og mit ønske om at flytte, da det var I en alder af 21 – en meget naturlig alder at flytte hjemmefra i. Men havde jeg ikke flyttet havde det ødelagt min mors og mit forhold for altid.

Selv efter jeg var flyttet var det utrolig smertefuldt at se, hvordan min bror, som jo stadig boede hjemme, og min stedfar bare ikke kunne sammen. Min stedfar var glad for min bror, uden tvivl, men han er opvokset i en familie hvor børn ikke er lige-værdige med voksne, og hvor negativitet altid skulle luftes. Jeg kunne se, hvor ked af det min bror var og ikke mindst min mor. Men jeg blev sat I en eller anden mærkelig mægler stilling mellem dem alle: skulle høre på min mors sorger, beskytte min bror og være der for ham, angribe min stedfar for at beskytte min bror, og det var som om at situationer altid blev mere tilspidsede når jeg var tilstede.

Det var nok også her at min interesse for “sundhed” started, og jeg blev meget optaget af at spise på bestemte måder for at være mest mulig sund. Alt mit “sundheds” hysteri samt alle mine traumer, satte sig I min krop som galdesten, og i næste 6 mdr, havde jeg næsten hver aften galdestens-anfald som medførte voldsomme smerter ledsaget af ekstrem søvnmangel. Jeg fandt hurtigt ud af, at smerterne blev afhjulpet en smule af at jeg kastede op (i dag er mine brækreflekser næsten ikke eksisterende!)

Jeg valgte da, at tage på udveksling et halvt år. I løbet af dette halve år, levede jeg præcis som jeg ville med fester, alkohol, mad og mænd. Dette resulterede I, at jeg afsluttede forholdet til min kæreste igennem næste 6 år, samt tog en del på.

Da jeg kom hjem, var verden bare ikke særlig sjov længere: der var nu pludselig forpligtigelser og jeg var “tyk”.

Jeg valgte derfor at rejse igen på egen hånd i knap et halvt år for at få luft for det hele og opleve verden og forsøge at finde en smule lykke et sted. Det gik ikke helt sådan og efter 4 mdr var jeg så mentalt udmattet, at jeg kom hjem igen.

Da jeg kom hjem fra denne rejse flyttede jeg hjem igen for at spare penge og for at finde ud af, hvad jeg så skulle. Det var de værste 8 mdr, da jeg pludselig blev fuldt eksponeret for dysfunktionaliteten i min familie. Min bror var nu 14 og skejede rigtig meget ud på typisk teenager vis, men jeg var så vred på ham for at gøre dette og for at gøre min mor ked af det, samtidig med at jeg var endnu mere vred på min mor og stedfar, da det I princippet var deres skyld min bror var blevet sådan – en person jeg faktisk ikke længere brød mig om!

Jeg kunne ikke holde ud af være i dette og jeg begyndte at tælle kalorier og veje mig ugentlig. Den ekstreme kontrol af mit madindtag gjorde, at jeg mange aftener begyndte at overspise. Denne overspisning gjorde selvfølgelig at jeg fik det fysisk dårligt, men samtidig blev jeg numb og kunne falde i søvn. At jeg stadig tabte mig uge efter uge og at jeg nu begyndte at planlægge mit næste eventyr/min næste udenlands-flugt gjorde at jeg ikke så hvor dårligt jeg behandlede mig selv.

Om sommeren, 24 år gammel, tog jeg til Australien for at læse i 2 år. Kort tid efter jeg ankom mødte jeg min næste kæreste. Han var tør-lagt heroin misbruger, hvilket vi begge syntes kun var et perfekt match! Han var dog utrolig følelsesmæssigt utilgengælig og jeg kan i dag se, han brugte kvinder som han brugte stoffer. Vi var kun sammen ganske kort for jeg tog da til Sydkorea for at være i praktik i 3 mdr. En fed oplevelse jeg ikke ville være foruden, men jeg boede hos en yderst dysfunktionel koreansk familie, og kæresten slog op med mig. Egentlig vidste jeg godt, vi ikke skulle være sammen, men pludselig fælte jeg ikke at jeg havde noget eller nogen at komme tilbage til i Australien.

En uges tid inden jeg skulle tilbage til australien kontakter min australske ex mig, og spørger om vi kan genoptage kontakten, når jeg vender tilbage. Han fortæller mig, at han er faldet i: han har røget has, taget ecstacy og drikker nu jævnligt. Jeg drags dog alligevel mod ham, og vi starter forholdet op igen. Verdens bedste og verdens værste forhold. Som oftest når jeg ser ham, er alt helt fantastisk og vi bliver meget hurtigt meget forelskede, flytter sammen og planlægger at gifte os, så jeg kan forblive i Australien efter endte studier.

Han har dog glemt at fortælle, at han nu også tager heroin jævnligt igen. Og vores forhold kører nu synkront med hans misbrug: når han misbruger er alt fantastisk men når han har abstinenser er alt noget lort. Manden vil ikke tage heroin, men han vil gerne tage alt andet, og jeg indser desværre ikke i tide, at det kan en misbruger jo ikke. Vi når at bo sammen i 3 mdr, I løbet af de 3 mdr har en del af mig det fantastisk og en anden del af mig det af h. til. Jeg har det fantastisk fordi jeg kører det vildeste medafhængigheds-misbrug og lever nærmest for når han falder i. Derudover så taber jeg mig også helt vildt af ulykkelighed, og det på trods af, at jeg føler at spiseforstyrrelsen ikke har fat i mig for jeg overspiser jo ikke! Men samtidig er jeg dybt ulykkelig fordi han ikke er den mand jeg håbede, og det her er ikke the one and only – forholdet som jeg skal være i til jeg bliver gammel. Og han “misbruger” mig gang på gang, lover bod og bedring når han er i det humør og skubber mig længere og længere væk de resterende 90% af tiden.

Til mit “held” smider manden mig ud, med den begrundelse, at vores forhold er det mest fucked up forhold nogensinde, fordihan bliver ved at misbruge mig og jeg bliver ved at elske ham.

Tiden herefter er et jeg stort rod, eller nok nærmere en kina vase som er blevet smidt på gulvet og så trampet på: alt hvad jeg havde af principper ifht mig selv og den type af forhold jeg skulel være i og de ting jeg ville acceptere fra et andet menensker er blevet komprimeret, jeg ved ikke hvem jeg er længere. Og jeg er rasende og ked af det over at være blevet ført bag lyset. Jeg har så meget smerte indeni over at min drøm ikke gik i opfyldelse og at jeg ikke sagde fra ved de første røde alarmklokker.

De næste 7 mdr i Australien handler blot om overlevelse og en venten på at jeg er færdig med min afsluttende opgave og kan komme tilbage til Danmark igen. I min sorg finder jeg to ting: jeg gen-finder mit tætte forhold til min mor, da hun bedre end nogen anden forstår, hvad jeg har været igennem. Og jeg gen-finder maden! Jeg har nu flere ugentlig misbrugs ture, men jeg er jo heart-broken så det er vel ikke et misbrug eller en forstyrrelse…

Jeg kommer hjem til Danmark for kort tid efter at flytte til Dublin, hvor jeg starter mit første fuldtidsarbejde. Den første tid er en lykke rus ud i nye sjove mennesker eller nok nærmere mænd, drukture og masser af god mad og chokolade. Min daværende arbejdsplads er kendt for dens mange kantiner og de mange snacks som er tilgængelige 24-7. Og efter de første 3 mdrs honeymoon, begynder mine dæmoner at komme til overfladen igen. Efter 7 mdr i Dublin må jeg sygemelde mig med stress, mave katar og decideret bulimisk adfærd.

Jeg begynder at se en psykiater med speciale i spiseforstyrrelser, men mærker ingen bedring, istedet begynder jeg at lyve overfor hende og for mig selv om, hvordan det går. Men jeg er dog godt klar over at helbredelse kræver, at jeg konfronterer ting, der gør så ondt, men som jeg samtidig har så inderligt behov for – min familie!

Jeg får mig et job i danmark, og efter 12 mdr i Dublin og 3 år i det hele i udlandet flytter jeg tilbage.

Igen er der den velkendte 3 mdrs honeymoon, men også den bliver afløst af hverdagen, og med hverdagen følger også mit misbrug. Jeg leder nu efter en psykolog igen, da jeg steder på Your Choice, som jeg så skriver til, og jeg kommer på venteliste til næste gruppe.

Jeg starter hos Your Choice februar 2013.

Jeg mærker fra første gang den styrke det giver mig, at jeg møderligesindede som forstår. Men i endnu højere grad mærker jeg en accept brede sig af min sygdom, i og med at vi anskuer det som et misbrug af mad frem for en spiseforstyrrelse. Og denne anskuelde giver så meget mening for mig, og accepten af, at jeg er misbruger og at mit stof er chokolade, brød og andre lignende hurtige kulhydrater giver mig en styrke til at ville stoppe. Dette er dog ikke let og jeg falder stadig i. Men der sker dog også det fantastisk, at jo mere jeg hører andre folks historier, jo flere foredrag jeg hører og som min forståelse af hvad der sker indeni mig vokser, jo mere giver jeg slip på kontrollen af mad. Pludselig begynder jeg at have en accept for mig selv og af mit misbrug, og jeg begynder at nære en kærlighed og ømhed for mig selv. Især det sidste gør, at jeg ikke længere tænker: hvis bare jeg havde en sød kæreste, så ville jeg få det bedre. Nej tværtimod, så tænker jeg, at jeg hellere vil hellige al min tid på mig selv, min helbredelse og mine nære relationer, som er så vigtige for mig.

En anden fantastisk ting der sker er, at jeg begynder at blive opmærksom på hvilke sitautioner og følelser, der gør, at jeg misbruger: træthed, udmattelse, moralske tømmermænd, ked af det hed, tomhed og kedsomhed er mine størtste triggere. Med denne indsigt, og med den ny-erhvervede forståelse for, at det jo bare er følelser, og følelser går over igen uden at der behøves blive handlet på dem, begynder jeg ikke at handle på disse følelser.

I aften er sidste gruppemøde i Your Choice i denne 20 ugers omgang, og jeg har nu været afholdende i 10 uger.

Jeg vil gerne fortsætte i yderligere 20 uger, da min rejse i helbredelsen kun er begyndt. Men uden Your Choice var jeg ikke nået til hvor jeg er idag, og jeg var ikke kommet til den tro, at jeg nu går et nyt kapitel i møde.

Dette nye kapitel er dog ikke uden mit misbrug, det vil altid være en del af mig, og jeg vil altid skulle tænke over mine triggere. Men nu har jeg også rakt ud til andre fællesskaber som OA og ACA og herigennem ved jeg, at min helbredelse fortsætter.