Charlotte fortæller

Jeg udviklede anoreksi da jeg var omkring 15-16 årgammel og sygdommen tog så voldsomt fat i mig, at jeg på et tidspunkt fik at vide,at hvis jeg ikke valgte at lade mig indlægge, ville jeg blive tvangsindlagt!

Jeg kan huske hvilken panisk angst, jeg følte. Det gjorde så ondt at skulle tages væk fra min familie, da jeg jo stadig var et barn.

Min familie var også begyndt at tage rigtig fint hånd om min anoreksi og jeg var begyndt at erkende, at jeg havde en spiseforstyrrelse overfor dem og begyndte i det små at spise sammen med dem.

Det at blive indlagt var et rent mareridt for mig, da hospitalet benyttede sig af “straf/belønnings” metoden, hvor jeg skulle tage 1/2-1 kg på om ugen, og hvis ikke jeg overholdt dette måtte jeg ikke komme hjem til mine forældre på weekendbesøg.

De første par måneder fulgte en vagt konstant efter mig og sad ved min dør hver nat og holdt øje med, at jeg ikke motionerede, kastede op eller andet. Selvom jeg fortalte til hospitalet, at jeg ikke havde overmotioneret eller kastet op for at tabe mig, så troede de aldrig på mig. Vagten skulle også med mig på toilettet, hvilket gjorde at jeg ikke kunne komme ordentlig på toilettet og jeg kunne heller ikke tisse, fordi jeg var så anspændt. Jeg holdt mig, og min mave gik helt i stå og jeg fik voldsomt forstoppelse, som gjorde det endnu sværere at spise.

Den dag i dag kan jeg stadig have svært ved at tisse eller komme på toilettet, hvis jeg er anspændt, og jeg tror det er min krop, som husker chokket fra dengang.

På Bispebjerg Hospital så de ikke mig som person. De tog sig ikke af al den smerte, som jeg havde indvendigt. Jeg følte mig som en lille fugleunge, som blev tvangsfodret og hvis jeg valgte at smide min mad ud eller blev vred på personalet blev jeg truet med at de ville give mig sonde.

Jeg følte mig som en tom skal, som ikke fik den kærlighed og det nærvær jeg havde brug for. Og jeg blev rigtig god til at spille skuespil og opbygge en facade.

Jeg indgik en aftale med mig selv om, at jeg ville tage på, fordi at jeg gerne ville ud fra hospitalet, og jeg kunne jo bare tabe mig igen, når jeg kom hjem. Dén tanke fik jeg, fordi de ikke lyttede til mine behov, gav mig kærlighed, så mig som en ung og bange pige og så påstod de, at jeg løj. Havde de kunnet rumme mig og lyttet til mig, havde jeg måske også turde åbne mig endnu mere. Deres terapiform gik nok nærmere ud på at splitte familien ad. Selvfølgelig ikke bevidst, men det var hvad der skete, da jeg ikke så mine forældre og min søster særlig ofte, og når de besøgte mig kunne jeg slet ikke rumme det store savn og blev ofte vred på dem i stedet for.

Jeg distancerede mig altså både over for hospitalets personale, men i høj grad også over for mine forældre. Jeg følte mig mere og mere ensom. Men jeg havde jo stadig ét sted, hvor jeg havde lidt styr på tingene, og det var i min spiseforstyrrelse.

Jeg havde det hæsligt med at tage på, men jeg vidste at jeg ville tabe det, når jeg kom ud igen. De skulle da ikke have lov til at vinde!

Tilsidst udskrev mine forældre mig mod hospitalets vilje. De kunne se, at jeg fik det værre og værre og valgte at tage det ansvar. Jeg begyndte at tabe mig igen…stille og roligt.

Min mor fandt behandlingsstedet Aida, som er et privat behandlingssted for folk med spiseforstyrrelser. Jeg begyndte i terapi, og følte mig tryg. Her fik jeg kærlighed, men set i bakspejlet fik jeg også så meget tryghed, at spiseforstyrrelsen bare fik lov til at være til. Det var på en måde okay, for det var jo min ven, som de omtalte den. Det er også rigtigt at en spiseforstyrrelse er der, fordi der er noget der er for svært, men det er en hårfin balance, og jeg tror måske at min spiseforstyrrelse ikke fik nok modspil hos Aida.

Den fik bare lov til at være der, og jeg følte ikke, at jeg fik nogen redskaber til at komme videre.Det var først da jeg mødte en diætist, som fik talt med mig omkring vigtigheden af mad på et plan, hvor jeg kunne følge med, at jeg lige så stille og roligt turde at spise mere normalt. Jeg havde samtidig også lange samtaler med hende omkring mine følelser osv. Hun hjalp mig på vej, men jeg fik nok aldrig helt set spøgelset i øjnene…eller rettere sagt forstået mine mønstre.

Der gik en hel del år, hvor jeg følte mig fri af anoreksiens fangarme, indtil jeg sidste år gik ned med stress efter at have gået et år på en privat teaterskole.

Tingene blev for meget og kaos for stort!

Jeg faldt lige så stille og “trygt” tilbage i kontrollen, som til at starte med føltes rar. Nu var jeg ved at få styr på tingene igen, men kontrollen tog over og det var ikke længere mig, som havde kontrol, men kontrollen der havde taget mig.

Jeg begyndte hos en psykolog og gik i et forløb hos hende i et halvt års tid. Jeg fik det kun værre og værre, men forstod ikke hvorfor. Jeg blev mere og mere deprimeret og overbeviste mig selv om, at der ikke var nogen som kunne hjælpe mig. Jeg havde prøvet så meget. Jeg havde været hele møllen igennem og sad nu tilbage samme sted…og lige så ulykkelig og fortabt, som da min anoreksi startede for mange år tilbage.

En dag fortalte min kæreste mig om Your Choice, og jeg var desperat for at få det bedre og klar til at prøve næsten hvad som helst. Jeg startede derfor i gruppeterapi til at starte med. Jeg blev mødt lige præcis som den person jeg er. Jeg mødte ligesindede, som genkendte alle mine tanker og følelser og terapeuter, som havde siddet præcis samme sted som jeg selv gjorde. De havde mærket det på egen krop!

De arbejdede også ud fra et helt andet udgangspunkt end jeg hidtil havde prøvet. De så nemlig spiseforstyrrelsen, som en misbrugsproblematik. Jeg fik pludselig set på min spisefortyrrelse i et helt andet lys og tingene blev gjort meget mere konkret for mig.

Nu forstod jeg pludselig mine mønstre langt bedre og kunne i det små begyndte at handle derefter.

Jeg har gået i et forløb hos Your Choice siden februar og har rykket mig rigtig meget. Til at starte med troede jeg ikke at det var muligt og det var rigtig angstprovokerende, at behandlerne tog fat om alle kanter og kroge og at der samtidig blev talt så meget kost og vitaminer, men nu kan jeg lige så stille og roligt se resultatet af terapien. Det er simpelthen nødvendigt for en pige med en spiseforstyrrelse, at der også bliver talt mad og næring, selvom det er det der er aller mest angstprovokerende.

Jeg har i min periode hos Your Choice tilegnet mig en masse ny viden omkring min spiseforstyrrelse og jeg er utrolig taknemlig for, at jeg nu tør sige højt, at jeg kommer til at leve et liv uden en spisefortyrrelse. Jeg er så godt på vej… <3

Kh. Charlotte